med 2 pinde

Underligt

Typepad har slettet en masse af mine indlæg, de er væk væk væk. Jeg kan ikke uploade fotos, jeg kan kun dårligt skrive indlæg og mest af alt så kan jeg ikke læse kommentar.

Meget mærkeligt firma, meget mærkeligt.....

Mandagsraku

Strik har dårlige kår her i huset, det bliver til for lidt. Kejserinden sover mindre og mindre, som en helt naturlig del, af at blive ældre og 2½ år og det bliver deraf ikke så meget til stille sysler.

 

Min tid bruges på projekter i huset og haven, der males, sås, bygges højbede, forberedes vækster til drivhuset og endelig er jeg i en konstant proces med forberedelse til min mandagsterapi.

 

 

 

I går var der Raku brænding. Jeg har kun prøvet det en gang før og det er vel 20 år siden. Jeg havde 9 ting der skulle brændes. Noget gik godt, noget lavede en total nedsmeltning da ovnen var pakket forkert og en okker var kommet i en sort ovn og endelig var der bare de der små ting, som ikke er hver at nævne fordi de er ingenting og må betragtes som forsøg.

 

Men tre af de 9 projekter gav god kritik fra vores underviser og en selvfed fornemmelse af tilfredshed.

 

 

 

Først er der mit første forsøg på at dreje. Der er meget nyt i denne her mandagsterapi og selvom jeg før har drejet, så forgår det på en eldreven skive og det er nyt for mig og kræver tungen lige i munden.

Men en turkis lille krukke. 15 cm i højden og en perfekt turkis rakuglasering med en super brænding.

 

 

 

 

Dernæst en anden lille drejet krukke. Samme højde men en lidt anden form. Den udvendig glasur er mislykket, men jeg kan li’ den alligevel. Den indvendige er okker som fik for høj varme. Et helt igennem mislykket emne, som ender godt trods alt.

 

 

 

Endelig en kvæstet vase i okker. Den er cremen af mit hjembragte. Formen er perfekt og den skal snart blive pyntet med sprøde tulipaner.

 

 

Jeg er helt igennem tilfreds med den, farven har den smukkeste okkerbrune nuance, med tendens til røde områder. Indvendig er der smukke perfekte krakeleringer og bunden er sort og glat.

 

 

 

Jeg er ret begejstret for raku teknikken. Jeg kan godt li’ at man tanken om at brænde så råt som man gør ved raku. 20 minutter fra 0 grader til 1050 grader, nedkølig i savsmuld i en lukke røgkasse og endelig det brandvarme emne ned i vand så det får alle de fine krakeleringer. Der er råt, det er materialer og naturkrafter der tager over og det er sjovt som bare pokker.

 

Mere af den slags tak.

 

Planer

 

Posten kommer med forårsbebuder. Jeg har bestilt frø, ambitionsniveauet er stort og nok ikke i overensstemmelse med den reelle plads i have og drivhus.

 

Først ankom frø til tomaterne, de blå, de gule, de stribede og de små sukkersøde. Der var også de blå majs som Noa syntes er helt fantastiks og endelig de lilla gulerødder. Åhh hvor jeg glæder mig til at sætte tænderne i egen avl. Jeg sætter ikke mit lys under en skæppe her, jeg har aldrig været drivhusejer før, og heller ikke dyrket tomater, nu kaster jeg mig så hovedkulds ud i at opstarte disse uundværlige ynglinge helt fra frø, og forventer da en høst så stor at jeg kan forsyne gud og hvermand med tomater, foruden agurk, chili, melon, drue og hvad mere mit 6 m2 store drivhus ellers skal indeholde.

 

I morgen ankommer blomsterfrøene fra Isabella forhåbentlig. Mange af dem skal forkultiveres så de næste par måneder vil det spire rundt om i alle karmen.

 

Der er også bestil frø hjem fra England. Sølvfarvede valmuer, lilla tagetes, flere ærteblomster og en sikkert også en masse andet, for den løb hvis lidt af med mig.

 

Lige om lidt er det tid at bestille nye dahliaer, få de gamle fundet frem og startet forspiringen.

 

Jeg har planer om at bygge et par højbede til urtehaven i år, så der skal vel også tænkes i både radiser og salat foruden gulerødder og ærter til pigerne

 

Jeg vil snart foråret og jeg vil snart min have, ærligt at den ikke er større for jeg har hvis slet ikke plads nok.

Godt jeg overgav mig

  

Godt 4 uger har han boet hos os efterhånden, og han har da godt nok om nogen forstået at marchere lige ind i os og blevet en del af familien.

 

Bakkus er Idas hund, han har ændret hende så vi en imellem må knibe os selv i armen for at forstå.

 

Før Bakkus var Ida ofte meget lukket, ikke mange smil og arrig på den der måde man ellers kun ser hos teenager. Hun har haft en hård tid det sidste halve år, mobningen i skolen havde givet sår der er svære at få til at hele, men Bakkus kunne.

 

Ida er gamle elskelige glade sprudlende og levne Ida igen, og det er takket være Bakkus, han har fået sårene til at hele og smilet frem igen.

 

Vi andre nyder også den unge fyr. Jeg nyder de daglige ture. Morgenturen hvor alt er stille og indhyllet i mørke imens kvarteret stille kommer til live, formiddagens tur i skoven med Sigrid i Klapvogn og hunden i snor, eftermiddags turen til skole og børnehave for at hente de to store hjem, og aftenturen hvor mørket igen har sænket sig. Jeg nyder dem alle.

 

Godt jeg overgav mig siger jeg bare.

Tossefejl

 

Det er ikke de store strikkeprojekter jeg får rystet af pindende i disse dag, mine prioriteringer har bare været anderledes. Jeg får strikket lidt på Olive. Den er okay, men heller ikke mere end det.

 

Det er ikke Helgas skyld, det er ene og alene min egen. Måske skulle jeg få skolepengene tilbage, for jeg kan da godt nok hverken regne eller måle. Min strikkefasthed passer ikke og det opdagede jeg først efter at ærme et var godt i gang.

 

Jeg har 2 masker mere pr. 10 cm. Og da jeg har valgt nummeret større end jeg oprindelige ville, fordi jeg fik talt min strikkefasthed til at jeg havde to masker mindre pr. 10 cm, ender jeg op med en model der er alt for bred.

 

Jeg kunne vælge at travle op og starte forfra. Det syntes at være mit mantra når det kommer til Helgas opskrifter, jeg kunne også bare sige at Olive hos mig skal være en stor slasket karklud, eller jeg kunne vælge løsning tre: strikke den færdig, og sy den ind.  Jeg tror, jeg vælger løsningsmodel tre. Og så lader jeg ærmerne være en tand mere posede end de planlagte.

 

Jeg tror jeg ender med et hit i så fald, men lad os nu se…..

Mandagsterapi

     

Vi har haft et par hårde uger. Gemalen har været Over There stort set konstant de sidste 3 uger, ungerne har været syge hvor halsbetændelse, influenza og skoldkopper har afløst hinanden og så måtte jeg også selv ned med nakken og har faktisk brugt snart 2½ uge på at rejse mig igen men lyset anes forude.

Jeg er begyndt til keramik. Det er en fantastisk måde at begynde ugen på. Jeg har i mange år lavet keramik, men aldrig fået den her slags undervisning. Det handler ikke om resultat men om proces, og det passer mig lige nu glimrende, og sender tankerne tilbage til den sorgløse studietid hvor alt var tilladt and the sky was the limit . 

Der arbejdes med stentøj og porcelæn. I går tog vi hul på perlit (helt nyt materiale for mig) og jeg forventer helt fantastik resultater.

Der er indtil nu blevet lavet støbeform – to styk, et krus og en lille vase. Så jeg støber på livet løs. Der er kvætset, en teknik som er ualmindelig taknemlig og så bliver der drejet og gjort klar til rakubrænding om 2 uger.

 

I går hjembragte jeg sæsonens første kreation. Lygter lavet med ostehøvl. En teknik, min underviser mestre til det fuldkomne. Umiddelbart er de ingenting andet en skæv cylinder, men når der placeres et fyrfadslys i bunden af dem, bliver de til små lysende elementer, som på en gang er organiske og meget konsistente. Jeg er faktisk helt godt tilfreds med resultatet.

 

Jeg har 1000-vis af projekter der banker på, men de må vente til sæson 2, for lige nu er og bliver det som sagt processen, som er så vigtig en del af at blive undervist på kunstakademiet. Jeg elsker det.  

At blive sat pris på

 

Jeg fik for et par uger siden endnu en pris. Jeg må sige at jeg er rørt hver gang det sker, men bare ikke særlig god til at få gjort så meget ved det.

Hanne 1000 tak for prisen, jeg er virkelig glad for den og dine pæne ord.

Normalt vælger jeg jo at side priser overhør. Ikke for at være arrogant eller utaknemlig, men fordi benene bliver sparket helt væk under mig, over at der da er nogen der sætter pris på mine ord her på bloggen.

Prisen skal jo gives videre, det skal den slags og det er her jeg falder i. For ved at give nogen en pris er der jo andre der ikke får den. Jeg skal pludselig til at vælge blandt alle de dejlige blogs jeg læser og følger med i og det syntes mig en umulig opgave.

Så som før vælger jeg ikke at uddele prisen, selvom det jo er det som mange taler om i disse Oscar-tider, men lader prisen gå til alle jer der tager jer tid til at dele med os andre. Til jer der med ærlighed skriver om jer og jeres, til jer der inspirere med jeres smukke kreationer og til jer der altid er god for et ord når andre har åbnet op for deres egen pose.

Ta’ den, nyd jeres pris, send den ud i verden hvis I lyster men frem for alt tak fordi I deler med os andre.

May I present: Granit

 

Endelige, endelig, endelig er Graniten færdig. Jeg er selvtilfreds ud over alle grænser, mest med at jeg holdte ud og ikke gav op, trods det faktum at Graniten har været strikket vel ca. 3 gange før end den var som den skal være.

 

 

 

Modellen er et hit, garnet er vidunderligt og jeg kan li’ den. Men for sådan et må der være, jeg syntes den er bred. Nå ja så er vi tilbage ved modellen, men en svag taljering ville ha’ bekommet den vel, på min krop det er.

 

Jeg syntes at jeg kommer til at se bredere ud end jeg i virkeligheden er. Måske det skyldes at blusen stopper lige der hvor hofterne er bredes og den således ikke kan falde tungt. Måske det bare er en dårlig undskyldning, for at min kropsform ikke er optimal, men jeg kunne godt ha’ brugt den enten en anelse kortere eller en smule længere.

 

 

 

Men når alt kommer til alt, så er det detaljer, for den er vidunderlig og jeg elsker den allerede. Den har været hvert et gråt hår værd og den er fantastik. Halsudskæringen er noget så pæn og indtagningerne giver en god pasform over barmen.

 

Det kan ikke udelukkes at der kommer flere af slagsen, men lige nu tager jeg en pause fra den, for trods min iver den sidste uge, så er jeg træt af den. Dog ikke mere træt, end at jeg kaster mig ud i en børneudgave så snart jeg modtager garn fra Marianne.

Lige før….

 

…..og næsten, slå ingen mand af hesten. Sådan sagde min rideunderviser dengang jeg var en lille pige og var ved at falde af hesten. Manden havde jo ret.

 

Men kun når det kom til fald fra hest, for ikke når vi taler strik. Lige om lidt kan jeg smile veltilfreds, 8 måneders kamp er over og Granit er færdig. Jeg mangler 8 omgange på kraven og en enkel hæftning og så er den klar til promenade. Jeg glæder mig.

 

Den er monteret, det gjorde jeg i går med stor fornøjelse. ?????? Jep den er god nok, med STOR fornøjelse. Jeg er helt igennem blev glad for at montere. Måske fordi jeg efter at ha’ strikket i 25 år, de sidste 10 som meget seriøs strikker, endelig har fundet fidusen. Nu er det ligefrem en fornøjelse at sy skidtet sammen. Utroligt som tilstande ændrer sig.

 

Men altså lige om lidt og næsten færdig - sådan må det være.

Tagged

 

Jeg er blevet tagged og sådan en udfordring må man jo tage alvorligt.

 

Normalt er jeg dårlig til både nomineringer, priser og andet der kræver reaktion. Jeg er inderligt glad og berørt når det sker, for jeg syntes jo ikke min helt almindelige kedelige blog, med lidt strik og et par ord om mit liv, berettiger til at folk skal give mig en pris. Så når jeg ikke gør mere ved det, er det fordi jeg er målløs og egentlig ret så forlegen. Samtidig har jeg meget meget svært ved at sende nomineringen videre, fordi alle de steder jeg læser fortjener i virkeligheden meget mere end jeg gør.

Men en gang for alle, hjertelig tak for nomineringer af en hver art – jeg er dybt beæret.

 

Men nu så til det som det her handler om, som sagt er jeg blevet tagged af Mette og skal finde mit arkiv af billeder til bloggen, derefter ind i sjette album og vælge billede nummer seks.

Det lyder jo meget nemt, det eneste problem er, at jeg ikke har nogen mappe til album udelukkende til bloggen. Mine billeder er alle i en stor mappe, her fandt jeg så album nummer 6 og derefter billede nummer 6.

 

Hmmmm ikke noget særlig interessant foto. Billedet er fra en mappe med billeder der skulle sendes til Kina, i forbindelse med vores ansøgning om adoption af den tredje. Kina skal ha’ billeder af hjemmet, sådan lidt af hvert. Her er det billede af vores køkken. Ikke særlig ophidsende, bare plain hvidt og sådan som vi bor. Dog er det værd at ligge mærke til, at der på billedet ”tilfældigt” er placeret videokamera, kamera, mobiltelefoner m.m. på spisebordet. Den slag bor normalt ikke der, men den dag gjorde de. Det skyldes at man i Kina falder for den slags lir, en slags statussymbol som mange kineser bare må drømme om, og som derfor symbolisere velstand og noget man ønsker at de kinesiske børnehjemsbørn skal få adgang til. Så vi gjorde det selvfølgelig også, fotograferet statussymboler, for hvis det bevirker at vi fremstår som bedre mennesker og mere perfekte forældre, så fred være med det. Om det var det der hjalp skal jeg lade stå usagt, men vi har da fået fuld valuta for alle billederne og er som jer bekendt, begavet med de tre bedste, smukkeste, klogeste og dejligste børn der nogensinde er født i til denne verden, så noget er der måske om snakken?

 

Jeg sender ikke bolden videre, for jeg tror den snart har været alle steder. Men skulle du ikke ha’ været med på bølgen, så grib chancen og kast dig ud i det. Jeg vil glæde mig til at se dit 6 billede i din 6 mappe fra dine blogbilleder og høre had du har at sige om det.