Vi er hjemme, ikke planlagt hjemme men hjemme før tid. Jeg håber at denne her ferie er en enlig svale, at det ikke er en ny tendens og at det skyldes ydre omstændigheder, for god er ikke just det prædikat den vil blive husket for at være.
Min ferie kan beskrives med tre ord: Skænderi, kulde og skuffelse.
De to stor har skændes. I starten kunne vi vende det døve øre til, men i takt med at tiden gik, blev det mere og mere det som tegnede billedet. Og fra at være forældre med overskud, gå-på-mod og viljen til at ville det bedste, blev vi et surt par, hvor ”Nej” og ”stop” gav genklang hvor vi befandt os og hvor vi gik med hvert vores barn for at holde krigerne på afstand.
Alt blev sat til diskussion, fra man slog øjnene op og til man gik i seng. Sanktioner blev indført. Vi prøvede med bestikkelse, med alt det gode vi kunne og endte hver dag med at være sure og sende ungerne i seng endnu engang uden en af de ellers så eftertragtet italienske is. 1 fik de på knap tre uger – en sølle is, tidligt i seng og troppetur på kunstmuseum frem for pool liv, bare for at de kunne mærke vores vrede.
Toscana viste sig fra en side vi sjældent har set. Vi befandt os højt oppe, men alligevel. Maks 25 grader om dagen, overskyet og med en bidende vind. Også dage med regn og rusk, lyn og torden så vi. Aftnerne var kolde, så kolde at vi krøb sammen i soveposerne for at holde os varme og var nød til at anskaffe os cowboybukser og trøjer. Ikke just planlagt vejr. Vi valgt at søge mod bedre vejr og give den en på kulturen, så efter 10 dage med kulde (og unger der havde nået dimissioner af skænderiet så det vakte opsigt på pladsen) og kørte til Verona. Jeg havde en hemmelig plan. Opera, museum og arkitektur. Nu skulle de fan’me straffes – og det blev de så. Vi fandt en campingplads der var noget ud over det sædvanlige. Måske skrive jeg mere om den en anden dag, for den var så fantastisk og meget anderledes.
Efter Verona og et par dage med Scarpa, valgte vi igen at prøve med guleroden frem for pisken. Jeg overgav mig og kørte til turisthelvede af en karakter som jeg aldrig troede jeg skulle opleve. 40 kilometer væk og ved en sø, det er yndet turistmål, slog vi os ned med vores telt midt i et hollandsk campingvognshelvede. Der var underholdning for børnene, splash dance i poolen, talentshows og jeg skal gi’ dig. Havde det hjulpet på skænderierne kunne jeg nok holde det ud, men det gjorde det ikke, så søndag pakkede en furie af en mor telt og campingliv sammen, smed familien i bilen og beordret hjem.
Og således er vi mandag aften, 10 dage før end tid landet her hjemme.
Og skuffelsen, nå ja den består i at vores hundepasser, efter 8 dages pasning ringede og meddelte, at nu ville de noget andet end passe vores hund, så vi måtte finde en anden løsning. Hvordan gør man det, når man befinder sig 1800 km væk, alt er optaget og hunden er på fyn? Vi fik et sted, ikke et godt sted, men et sted hvor, da vi hentede ham i går, kunne se at han havde gået i sit eget lort og møg fra de sidste mange dage, at han ikke havde set lys (han missede med øjnene da han kom ud) og hvor hans fodretilstand var elendig.
Og hundepasseren er såmænd meget nær familie og grunden skal ses i, at de syntes han var besværlig. Det skal lige siges at de selv havde tilbudt sig, at de havde fået mange chancer for at sige fra og at besværet bestod i at han var der.
Nu skal vi så på jagt efter en ny hundesitter og vi overvejer en erstatningstur til manden og jeg UDEN børn, for det bedste der er at sige om den her ferie, er at den er over.
Strikketøj??? Det er et kapitel for sig, men det har rejst en del mere end jeg…..
Recent Comments