Ældste er hestepige. Hun lever og ånder for disse firebenet væsner og alt hvad hun gør, tænker og siger drejes i retningen af heste.
Ældste er på mange måder et specielt barn. Hun er en vinder og en ener. Alt hvad hun gør, gør hun ikke bare godt, men bedst.
Skole-hjem-samtalen i sidste uge, bevidste at hendes faglige standpunkt er til UG med kryds og bolle.
Hun går kun i 1. klasse. Hun undervises i matematik sammen med 3. klasse og er blandt top 3 på den årgang. I dansk skal hun efter sommerferien også rykkes en klasse op, så hvor hun egentlig skulle følges med sine klassekammerater til 2. klasses dansk, smutter hun med den kommende 3. klasse.
Det er niveaudifferentieret undervisning når det fungere. Vi er så glad for vores lille lokalskole, der virkelig formår at se elevernes individuelle behov og give dem lige præcis det de har brug for.
På ridebanen gør hun det så også godt. Hun har kun redet knap 1½ år og i lørdags startede hun så sit første stævne. Hun vandt – selvfølgelig fristes man til at sige. Med 74,9 % i LD! hvilket må siges at være et fornuftigt resultat for en så uprøvet rytter. Stolt var hun og vi, men hvor skal vi tøjre vores begejstring.
I vores verden skal man ikke være den bedste, man skal gøre det bedste man kan og så er vi tilfredse. Det er svært når man er som ældste og på alle måder er et elitebarn. Hun presser sig selv og vi skal hele tiden holde igen og fortælle hende at man godt kan nedtone egne krav og forventninger til sig selv. Det bliver et hårdt slag den dag hun ikke er den bedste, men så må vi jo være her til at samle hende op.
Og når man så er så meget hestepige og så gerne vil være rigtig dygtig til at ride, så kommer der et naturligt ønske om egen hest.
Jeg havde det da jeg var barn og jeg elskede det. 1. august går ældstes drøm i opfyldelse. Vi har købt en lille sød pony. Måske nok lidt for sød og lidt for rolig til hendes evner, men en hest som vi stoler på, en pony hun selv kan tumle, som kan give hende sikkerheden, i stalden, på folden og på ryggen. En pony om er så sød så sød, og som allerede har givet hende mange gode rideoplevelser, fordi hun har været passer for den det sidste halve år. Nu bliver Molly vores, og der er ikke et øje tørt – ældste glæder sig ubeskriveligt, elsker allerede den lille pony og syntes hun er verdens bedste hest. Og når der om et år viser sig, at den er alt andet end nok udfordring, så kan vi helt sikkert sælge den igen eller også har vi to andre der står klar i kulissen til at overtager – og således bliver indkøbet en ganske fornuftig disposition.
Jeg elsker "Man gør det bedste man kan", det er sådan det skal være, både for dem, der altid kan og også for dem, der hele tiden må stå på tå for at nå.
Men det er jo en balance, for der skal også gives big time anerkendelse for det slid og den jernvilje, der ligger bag gode resultater på hest, i skole, i kajak, med fodbolden, ved klaveret og hvor poderne ellers bruger deres tid, man skal heppe og huje og prale, men også bare vise, at man er præcis lige så tilfreds og lykkelig for at være forældre på de dage, hvor det ser anderledes ud.
Tillykke med Molly, jeg håber, at hun vil bringe mange glade timer ind i Idas liv...
Posted by: Anne Dyrholm Stange | torsdag 18 juni 2009 at 14:42
Ååååhhh, jeg ved PRÆCIST, hvordan hun har det. Jeg fik også en pony dengang og iiiihhh, hvor jeg elskede den.
:-) Britt
Posted by: britt | onsdag 17 juni 2009 at 20:14