med 2 pinde

Ferieklar

Lige om lidt, som i aften, drager vi ned af de tyske motorveje og håber, måske naivt, at vi slipper for kø og lang ventetid.

 

Vi er næsten klar. Hunden skal til Fyn på ferievisit, katten bliver hjemme hvor vores huspasser (og hunde hader) flytter ind de næste 4 uger.

 

Vi trænger og vi glæder os til juli i Toscana. Det bliver så dejligt, telt, tid og tempoet helt ned.

 

Jeg har strikketøjet klar til turen og aftenerne om jeg gider.

 

 

Der er startet på en sag til Kejserinden fra Helgas nye bog. Den bliver med fart og farver og perfekt til børnehave.

 

 

 

Der er Oak til undertegnede i Spinni og Holst garn i en smuk grågrøn farve.

 

 

Endelig er der medbragt garn til en Bette. Genboen har født sig en fin lille bitte pige i tirsdags, og skal selvfølgelig have en lille ting. Vi når det først når vi kommer hjem, så jeg har god tid.

 

Om det er nok aner jeg ikke, men ellers ved jeg hvor der er en skøn garnbutik midt i Toscana, så kan jeg jo lade mig friste over evne. Jeg har masser af inspiration med, så mon ikke jeg kan finde på et eller andet.

 

Vi ”ses” til august igen. Nyd sommeren og må den blive lige som I ønsker den, der hvor I er.

Honeycomb cardigan

 

Vejret siger, trods at himlen her hvor jeg er, er belagt med skyer, ikke at være til sorte tykke uldne cardigans. Men den slags bryder jeg mig ikke om og nu er Honecomb færdig og så skal den afprøves.

 

Ikke at jeg spankulere rundt i sagen, for så omkom jeg nok af varme, men afprøves og til lejligheden fotograferes, det klare jeg lige.

 

Den er okay. Ikke sådan armene op over hovedet og ikke sådan mundvigende ned. Den er bare sådan okay og vil sikkert blive brugt.

 

Jeg har strikket med to tråde af supersoften. Den er blød og lækker, men den er tyk. Den slags gider jeg normalt ikke, da det er mere end hvad jeg syntes jeg kan klare uden at det er for varmt. Men her er det forsøgt gjort okay, ved kun at montere knapper på bærestykket. Således er der tale om en åben cardigan og så går det vel an.

 

Modellen er lidt bred på nederst del. Jeg har strikket en str. medium og det plejer at passe. Og det gør det også, der er bare vide for neden og det skulle jeg nok ha’ ændret, for jeg så det ret hurtig komme.

 

Den lange, let tætte ærmer er jeg vild med. Jeg elsker laaaaaaaaange ærmer, og når de så ikke slasker, ja så er de jo ligefrem anvendelige. I like.

 

Fakta:

 

Pind 4½ og 3½.

Garn: Supersoft i sort knap 450 gr.

Mønster: Moorland Honeycomb Cardigan af Pam Allen

Udgivet i Classic Elite #9092, Autumn, Book 1

Hot or not: Lunken vel sagtens

 

I dag

Rundt omkring i blogland er denne her at finde, nu er jeg så også sprunget med på vognen

 

Udenfor mit vindue er der… sol og sommer, hunden der graver et hul i græsplænen og naboen der er på vej på arbejde.

Jeg tænker på… At vi nok endnu ikke kan tage på ferie uden klapvogn, ærgerligt når den gale gav op under kejserinden i fredags.

Jeg er taknemmelig for… at være mor til verdens tre dejligste piger, at netop de faldt ned i min turban og blev mine.

I køkkenet er der… resterne fra morgenmaden, første feriemorgen for ungerne og den stod på pandekager og jordbær.

Jeg er klædt i… Hvidt hør og klipklapper

Jeg laver… Pakkeliste, vi rejser til Toscana om 5 dage og bliver der i 4 uger.

Jeg skal… Have de to stor til frisør.

Jeg læser… Strikketøj af Helga Isager og planlægger feriestrik

Jeg håber… At vi når at smage morellerne fra haven, der næsten er modne, inden vi rejser

Jeg hører… Unger der griner på badeværelset – gad vide hvad de laver?

Rundt om i huset… Er der rosenblade. Min store slyngrose på terrassen smider sine kronblade og de blæser ind. Det ser fint ud.

En af mine yndlingsting er… mit kamera

I løbet af weekenden skal jeg nå... At køre fra Århus Nord til San Giamignano i Italien

Af billeder har jeg lyst til at dele... Min lavendelhæk der dufter bedre end nogensinde, og står lige undefor mit køkkenvindue og sender duft og minder om fransk sommer ind til mig.

 

 

 

 

Ikke helt fra oldtiden mere.

 

 

Jeg rykker i den grad foran i bussen når det kommer til mobiltelefoner, i hvert tilfald i i den bus jeg har kørt med de sidste 7 år.

 

Jeg har aldrig ejet en mobil med kamera. Jeg har aldrig haft en MP3 afspiller eller noget der ligner, jeg har nærmest fået ondt i skulderen af at bære på min 7½ år gamle mobiltelefon. Jeg får pludselig en telefon hvor alle taster virker også 1, 3 og 5.  Og så får jeg en telefon der siger noget når den ringer og ikke bare brummer svagt fordi den funktion også var smuttet i svinget.

 

Jeg har lige bestilt. Ny udbyder, ny telefon, nyt mærke (mon jeg kan vende mig væk fra en Nokia?), og nyt abonnement. Jeg bliver ikke til at skyde igennem.

 

Telefonen kostede ikke meget, 1 kr. abonnementet koster lidt mere end jeg er vant til, men da der så lige smuttede en smart hvid sag med i købet til ældste datteren, der skal ha’ sin første mobiltelefon, ja så blev det samlede set en ret billig fornøjelse.

 

Nu venter vi så bare i spænding. Tænk at man kan syntes at det overhovedet er værd at nævne, at man pludselig er med i mobiltelefongamet, og det er jeg sikkert ikke, for der findes jo mange endnu smartere modeller, med endnu mere tekniske funktioner, men for mig er det her dælme et kæmpe skridt i retningen af det alle andre har, hov der lød jeg jo nøjagtig som hende på 7 år……

Nyt på boghylden

 

Det er hvis ikke gåede nogens næse forbi, at Helga er udkommet med en bog. Den har været ventet og jeg er ikke skuffet.

Nu er den jo anmeldt rundt omkring så det vil jeg ikke kaste mig ud i. Jeg vil dog sige som Ulla, at der er en del genbrug, som man godt kunne ha’ været foruden, men ser man bort fra disse, så er der basis for mange skønne ting.

 

Jeg har studeret den, tænkt, forstillet mig og besluttet mig. Jeg starter bagfra. 90’erne og Grunge, det er lige mig. Jeg var skabs Grunger, shoppede i Camden og gik gerne i lidt lasede og meget lag på lag, dengang hvor jeg boede i London og verden lå foran mig.

 

Så selvfølgelig faldt jeg pladask for 90’ernes trøje. Den ryger med på ferie, blandt andet, og skal strikkes i grå og natur med et strejf af petroleum. Der bliver tale om en ren restetrøje, med garn fra lager og den slags er jo ikke dårligt.

 

 

 

Jeg har også kig på 40’ernes modeller. Den ene er da hvis mere end bare set før også selvom den er tilført lidt talje. Men barnetrøjen er en sand must knit. Der skal bare regnes lidt, for det er ikke et barn der skal ha’, men mig. Den vil da være så fin i en voksenudgave, den må jeg kunne dreje. Det må blive i efteråret.

 

Og 1900-tallet er også rigtig fin, måske lidt for fin, men man kunne måske gøre den lidt rå ved at strikke den i hør?

 

Eller hvad med barnetrøjen fra 70’erne, let at strikke som voksen, det er jo bare at bruge opskriften fra Olive, men også rigtig fin til en af mine piger. Måske en kommende børnhavesag til Kejserinden!

 

Og der er flere jeg bare må strikke. Så bogen er helt sikkert et bedre køb end Helgas ophavs seneste bog med inspiration fra Japan har vist sig at være. Den har jeg aldrig fundet særlig tillokkende – men det er sikkert bare mig.

 

 

Elitær ponyejer

 

Ældste er hestepige. Hun lever og ånder for disse firebenet væsner og alt hvad hun gør, tænker og siger drejes i retningen af heste.

 

Ældste er på mange måder et specielt barn. Hun er en vinder og en ener. Alt hvad hun gør, gør hun ikke bare godt, men bedst.

 

Skole-hjem-samtalen i sidste uge, bevidste at hendes faglige standpunkt er til UG med kryds og bolle.

 

Hun går kun i 1. klasse. Hun undervises i matematik sammen med 3. klasse og er blandt top 3 på den årgang. I dansk skal hun efter sommerferien også rykkes en klasse op, så hvor hun egentlig skulle følges med sine klassekammerater til 2. klasses dansk, smutter hun med den kommende 3. klasse.

Det er niveaudifferentieret undervisning når det fungere. Vi er så glad for vores lille lokalskole, der virkelig formår at se elevernes individuelle behov og give dem lige præcis det de har brug for.

 

På ridebanen gør hun det så også godt. Hun har kun redet knap 1½ år og i lørdags startede hun så sit første stævne. Hun vandt – selvfølgelig fristes man til at sige. Med 74,9 %  i LD! hvilket må siges at være et fornuftigt resultat for en så uprøvet rytter. Stolt var hun og vi, men hvor skal vi tøjre vores begejstring.

 

I vores verden skal man ikke være den bedste, man skal gøre det bedste man kan og så er vi tilfredse. Det er svært når man er som ældste og på alle måder er et elitebarn. Hun presser sig selv og vi skal hele tiden holde igen og fortælle hende at man godt kan nedtone egne krav og forventninger til sig selv. Det bliver et hårdt slag den dag hun ikke er den bedste, men så må vi jo være her til at samle hende op.

 

Og når man så er så meget hestepige og så gerne vil være rigtig dygtig til at ride, så kommer der et naturligt ønske om egen hest.

 

Jeg havde det da jeg var barn og jeg elskede det. 1. august går ældstes drøm i opfyldelse. Vi har købt en lille sød pony. Måske nok lidt for sød og lidt for rolig til hendes evner, men en hest som vi stoler på, en pony hun selv kan tumle, som kan give hende sikkerheden, i stalden, på folden og på ryggen. En pony om er så sød så sød, og som allerede har givet hende mange gode rideoplevelser, fordi hun har været passer for den det sidste halve år. Nu bliver Molly vores, og der er ikke et øje tørt – ældste glæder sig ubeskriveligt, elsker allerede den lille pony og syntes hun er verdens bedste hest. Og når der om et år viser sig, at den er alt andet end nok udfordring, så kan vi helt sikkert sælge den igen eller også har vi to andre der står klar i kulissen til at overtager – og således bliver indkøbet en ganske fornuftig disposition.

Tid til forandring

 

Så blev der igen stille på bloggen, det sker oftere end jeg egentlig syntes om, men familie og mig har trukket mig væk.

 

Jeg har været hudløs og måske er jeg det stadigvæk, det har jeg svært ved at sige.

 

Jeg skulle jo efter planen begynde et voksenliv, på mit gamle arbejde, med søde kollegaer og til tider ret spændende opgaver igen til oktober. Kejserinden skal efter planen begynde børnehave først i september, og lige så stille har jeg indstillet mig på at der igen skal til at tænkes mig og ikke hende og mig.

 

Jeg har glædet mig. Det har været et sejt forår, som fulgte i kølvandet på en vinter der trak tænder ud.

Faktisk syntes jeg først nu, at vi egentlig kunne begynde at ane lyset efter alt det vi har været igennem siden vi landede i Tirstrup som en familie på 5.

 

Sidste onsdag blev det så officielt. Det som jeg dels har set komme, og som jeg meget personale etisk ukorrekt hørte fra en nær kollega, før end chefen fik taget sig sammen til at orientere mig – jeg blev fyret.

 

Den behandling jeg har fået og min anbefaling, siger mig at det ikke skyldes utilfredshed med mig og det job jeg udførte, tvært imod. De skal ene og alene ses i lyset af, at der er resignation over alt også i møbelbranchen og en indretningsarkitekt med 11 års erfaring, er noget af det første der ryger.

 

Det ramte ikke med noget stort slag, det ville jeg ha’ troet at det gjorde. Det blev mere et skuldertræk og et nå ja. Det er 1½ år siden jeg sidst har været der til andet end sladder og kaffe, så jeg skulle på mange måder starte forfra.

 

Jeg har lang tid, i første omgang indtil marts næste år, med løn, så jeg har tid til at finde noget andet eller finde ud af hvad jeg vil. For måske er det ikke længere i møbelbranchen jeg skal slå mine folder, måske skal jeg finde en anden læst eller måske skal jeg prøve drømme af. Det er nu der skal tænkes i store perspektiver, og det bliver der – for når alt kommer til alt, så vil jeg jo i virkeligheden meget mere noget andet end det jeg har gjort i alt for mange år. Den skal bare drejes i den helt rigtige retning….

W.W.W. 2

 

Ja titlen er stjålet, men det er jo sådan det er: We wear white too. Det er sommer, om end man ikke lige kan fornemme det på varmegraderne og mængden af nedbør (eller også kan man – det er jo Danmark) og derfor skal der kreeres luftige lette hvide sommersager.

 

Symaskinen er den der står mest for skud. Det er som om det er der lysten er og så er det jo også helt okay.

 

Denne gang stod der mig på programmet. En super tynd hvid hørskjorte med tunicasnit og ballonærmer. Stoffet er så let og så fint at det krøller bare man kigger på det. Den fik lige lidt bling bling i form af nogle meget etniske palietter klippet af et bælte som en veninde engang havde med hjem fra Indien.

 

Mønster er fra Onion, men med modifikationer. Læg i ryggen er ikke lige min stil, så de blev droppet. Læggene foran blev gjort en anelse dybere og længden blev øget eller forkortet alt afhængig om der er tale om den ene eller den anden model.

 

Sammen med mit nye luksus indkøb, et Sophie Digard tørklæde i hør, i smukke gyldne og grå farver, de nye sandaler fra ynglings mærket er der dømt sikkert sommer hit. Kom sol og varme, så jeg kan iføre mig det hele.

 

Og resten af det hvide hørstof, der er nemlig metervis tilbage, det skal syes til luftige skjorter til yngste. Tænk her har man et barn, født i Kina, mørk i løden og så tåler hun ikke sol. 2 minutter ude i Pinsen endda med faktor 50 og BANG barnet har soleksem i en temmelig generende grad. Jeg føler med hende, for jeg er selv med min skandinaviske hud lige så sart. Hende og jeg må finde alternativer sammen, når resten af banden soldyrker i det Toskanske om bare 3 uger – Is i skyggen måske?