Bitte små vaser – hvide, feminine, slanke og med et look der ligner noget der kan knække. Men de er stærke nok og så har de fået et strejf af rosa, bare sådan lige et pift for at gøre et eller andet.
De er fine til en enkel lille blomst, eller som her til vinterens bær. En december dekoration, hævet ud af den 1240 grader varme ovne i dag, klar i næste uge til salg. Lige nu står de i flok og venter, sådan kan jeg rigtig godt li’ dem, når de er mange – men de er også umanerlig fine helt alene.
Vi stod meget tidligt op i morges. Tre små piger kunne ikke sove til meget mere en 5.45, spændingen var stor for havde han mon været her? Og det havde han – husnissen svigter heller ikke i år!
Vi tænder lys, for det naturlige lader vente på sig.
Årets kalenderdekoration er præget af de forsøgsmæssige kreationer, de tyndeste fineste porcelænsstager til fyrfad. Skæve som få, hver især helt unik, uden lys ikke meget mere end ingenting. Men når te-lyset tændes strømmer magien ud. Blomster, mønstre og ornamenteringer kommer til syne på hver sin magisk måde.
Det ser fint og skrøbeligt ud, og det er dejligt at vide, at lige om lidt er der 20 mere klar af slagsen, som straks bliver smidt i den spirende netshop, som gerne skulle slå dørene op i næste uge.
Midt i lysfadet har et af krusene sneget sig ind, ikke med dampende kaffe, men med en vinteblomst. Det bekommer den egentlig ganske vel. Og så min ynglings hade ting – Medusa. Jeg ved godt, at jeg nok står ret alene med mit synspunkt. Jeg ved også god, at jeg egentlig, min holdning taget i betragtning, har ret så meget af slagsen, men uanset hvad, så kan jeg ikke særlig godt forene mig med Medusa. Jeg er så træt at de der skævt smilende nisser og syntes snart at der er blevet kogt nok suppe på det ben, men tradition er tradition og ældste vil slet ikke acceptere at det ikke skal stå helt fremme i år, så må jeg jo bare smile skævt igen.
Jeg holder af december morgnerne.
Lige om lidt er det første december. Mine dage løber af sted og jeg kan slet ikke forstå at det er et år siden sidst. December er lig med jul og traditioner, i år ingen undtagelse, adventskransen er produceret og står klar, men det er også det eneste der gør.
Egentlig skulle her være lidt mere jul, men det lader ligesom vente på sig i år. Traditionen her i huset er, at den første pynt er oppe til mellemste fødselsdag, som er i morgen, så jeg har travlt hvis jeg skal nå det.
Tidsrøveren har været min produceren af keramik, til den lille shop der skulle ha’ slået dørene op nu, men som også lader vente på sig, dels pga af en fejlbrænding og dels fordi netop som jeg syntes klar, blev mit varelager solgt til en lille lokal butik, der nu sælger min krus som varmt brød og har placeret endnu en bestilling til levering inden jul.
Men tilbage til julen. Adventsdekorationen er i år tyvstjålet fra en af ynglings butikkernes nyhedsbrev. Jeg har ikke tænkt mange tanker selv. Den er så tæt på kitsch, at det grimme gør den ikke yndig men nok snare sjov. Yngste er vild i varmen, hun leger med den så det er en fryd og den lille nisse flytter rundt i huset.
Og når vi er ved nissen, så kom jeg om ved dem ved et tilfælde, købe en æske fyldt med 3 cm store havenisser, så nu har jeg mange. Mange som i 100 små havenisser. Noget siger mig at de bliver et gennemgående tema i mit julehjem. I år må det være humor der er temaet og ikke som for et par år siden hvor det var totur forslikhungrende…..
Hvis nogen begynder at tvivle på hvorvidt der nogensinde skal komme strik her på bloggen igen, så er det egentlig ikke uden grund. 3 måneder uden noget overhovedet, det er hvis noget lig en rekord.
Men nu er det slut. Mellemste har kastet sig over pindene og det er drøn hyggelig at sidde skulder ved skulder og bare strikke, sludre og være. Noget nær det bedste vi kan finde sammen for tiden.
Derfor er det også lykkes mig at afsluttet et lille hurtigt projekt,vesten som er vist før og nu er færdig. Det er en klædelig brugbar sag Anne og Hanne har kreeret og jeg er da helt godt tilfreds med resultatet. Faktisk kan jo også nemt overbevise mig selv om at den er manglet.
Der er tale om der-ud-af strik, det burde går stærkt men gjorde det ikke,glatstrik, en kant og så et bånd og den er i vinkel. Fantastisk lille sag som allerede er et hit.
Og når vi er ved strik, så har jeg i dag vasket 5 af egne strikkede sager i maskinen, satte programmet til kogevask og lod så ellers maskinen klare resten. Nogen der kan bruge et par af Helgas ting i en filtet udgave så de nærmest passer en build a bear? Jeg raser stadigvæk over egen dumhed.
Der er travlhed i det lille værksted. Jeg kæmper en kamp for snart at få noget færdig og gjort klar til oploading på etsy.
Mit problem er begrænsningen. Lige nu flyver jeg fra det ene projekt til andet, ideerne bobler frem og jeg har svært ved at holde det fokus, der er så forbandet vigtig for den her proces.
Først var det meningen at der kun skulle støbes krus for ligesom at starte et sted. Så blev der lige foldet nogle minivaser i porcelæn, nu er der fuglekasser, julepynt og lige om lidt fyrfadsstager. Noget bliver puritansk hvidt, noget funky farvede og endeligt noget i raku. Det lyder som stilforvirring, måske er det, men jeg håber at kunne skabe en linje og en stil, som ikke er nogens andet end min egen.
Jeg er nød til at stoppe, lægge total og inderligt beslag på mig selv, hanke om i mig og afslutte. For ellers bliver det aldrig nu at jeg kan slå dørene op.
Der mangler stadigvæk en del inden jeg er klar. Der skal forglødes, slibes, glaseres, brændes, fotograferes, prissættes (faktisk det sværeste) og beskrives.
Uanset hvad, så er det den sjoveste proces jeg længe har været igennem, og jeg som troede at jeg var ideforladt, nix nok mere overloadet og klar til eksplosion.
Når man i megen lille grad strikker, så kan hvad der normalt kun tager en søndag eftermiddag og mandag aften at få af pindende, syntes som en ørkenvandring. Jeg har nu været 3½ uge om at nå til øverste rygstykke af Anne og Hannes skønne vest.
Den kan ikke passe at jeg ikke kan få den færdig, den ligger lige der øverst i strikkekurven og smiler til mig med alle de dejlige farver, lige om lidt vil jeg se om jeg kan gøre et eller andet.
Lige om lidt burde i virkeligheden sagtens kunne være nu. Jeg venter og venter og venter på en vaskemaskinereparatør, der skal komme og fikse det lille problem at vores næsten nye vaskemaskine lækker 10 liter vand på gulvet hver gang den startes. Han sagde mellem 8.00 og 10.00, og her kl. 12.27 har jeg stadigvæk ikke set skyggen af ham.
Så måske det er nu eller måske lige om lidt eller en anden dag…….
Det halter noget med at opdatere bloggen. Er det lysten, tiden eller emnerne der er skyld i det? Aner det ikke, men det korte af det lange er, at jo længere tid der går, jo svære bliver det at finde ord der giver mening at dele.
Vi har travlt. Ungerne fylder år på stribe. Først yngste der blev tre og stadigvæk går og hylder sig selv med fødselsdagssang og krav om gaver. Så blev ældste 8 år, jeg fatter det ikke, der er virkelig sket meget det sidste år med hende. Hun modnes og fornuftes og bliver mere og mere elskelig med en vidunderlig personlighed. Om et par uger er det mellemste der fylder 6 år.
Den indkøbte pony er solgt igen. Det blev en kort fornøjelse. En ny er kommet til, en bedre og mere fremtidssikret en, der står mere mål med evner og mod.
Kreativiteten har på sin vis trange kår. I hvert tilfald den der har med garn eller stof at gøre. Jeg får absolut intet strikket. Har ikke rørt en pind i måneder. Hele mit fokus er flyttet mod keramik. Jeg lever og ånder for det og tænker former, brændinger og glasur i et væk. Jeg går og leger med tanken om lidt salg, hvis alt går som planlagt kommer der krus og vaser på etsy i løbet af den næste måneds tid, og forhåbentlig bliver de efterfulgt af andre spændende ting.
Jeg er stadigvæk jobløs, men søger heller ikke rigtig. Jeg vil prøve mere keramik, jeg vil på dagskolen og jeg vil så meget meget mere af netop det jeg gør lige nu. Vi omlægger og regner på muligheden, det ser ud til at lykkes, så foran er der optagelsen og stor investering i egen ovn der koster en mindre bondegård.
Jeg vil ikke love mere aktivitet her hverken overfor jer eller mig selv. Jeg gider ikke stikke mig selv blår i
øjnene og skabe et håb og en forventning om noget jeg alligevel ikke kan holde. Men jeg vil godt love at jeg kommer igen, måske snart, måske om lang tid, men helt sikkert igen.
Recent Comments